Stress

Jannik, 32: Personlige oplevelser med stress. Jeg er igang med en serie, som handler om hvor udbredt stress er. Tidligere bragte jeg Vibeke fra ByGuldager's personlige oplevelse med stress. Denne serie består af nogle personlige beretninger om folks oplevelser med stress - hvordan de oplevede stress, hvad de gjorde for at få det bedre, og deres råd til de folk derude, der dealer med eller er pårørende til en person med stress. Dagens indlæg er et interview med Jannik, som er 32 år, og er endelig kommet ud af stressens kløer.

Gæsteblogger ByGuldager: Personlige oplevelser med stressBillede fra ByGuldager's blog. I de næste par ugers tid vil der komme en serie her på bloggen som omhandler hvor udbredt stress er. Denne serie består af nogle personlige beretninger om folks oplevelser med stress - hvordan de oplevede stress, hvad de gjorde for at få det bedre, og deres råd til de folk derude, der dealer med eller er pårørende til en person med stress. Dagens indlæg er skrevet af en blogger, som jeg selv elsker at følge med hos, og så er hun faktisk også med på Curra Me's hormonforløb!

Alle der kender mig ved, at jeg spiser MANGE kosttilskud. Især nu, for at behandle mit stress og tidligere for at modvirke depression og angst - som jeg heldigvis er helt fri fra nu. Allerede da jeg begyndte LCHF livsstilen, begyndte jeg at tage en del kosttilskud. Dette gjorde jeg, fordi når man ikke kan få sindssygt mange kulhydrater ind, kan man godt mangle nogle ting i sin kost. Vitaminer, elektrolytter osv. Derfor var det meget nærliggende for mig, at prøve at behandle min stress med - kan du gætte det? Ja, nemlig, kosttilskud! Dels fordi jeg helst undgår al form for klinisk medicin, hvis jeg kan komme uden om det. Dels, fordi jeg mener at kroppen simpelthen bare har bedre af at man prøver at supplere kroppens eget ønske om homostase og balance, på en naturlig måde... frem for at maskere symptomer på ubalancen der findes i ens krop..

Selvkærlighed. I get it. Det er det nye sort anno 2017. Det bliver skrevet vidt og bredt om, at vi skal huske at elske os selv. Vi pudser alle sammen glorien, tager et selfie (red. 200 selfies, og udvælger det pæneste) med et kæmpe smil og skriver 'Jeg har smilerynker, og hvad så? Jeg elsker mig selv og alle mine striber! #selflove #selvkærlighed #duergodnoksomduer' Det er smukt, at vi prøver at minde os selv om at være selvkærlige. Også selvom at det bliver gjort som en stor, fed ønskeløgn på sociale medier. I sidste uge skrev jeg om det hormonforløb, jeg er på med Currame. Et af de helt store fokuspunkter var selvkærlighed, så derfor synes jeg at det er på tide, at reflektere lidt mere over udtrykket.

Jeg skriver dette indlæg til dig, der er på sovepiller og ikke føler at det vil tage nogen ende. Jeg har selv været der, og ved hvor mange berettelser der er at finde online omkring, at man aldrig slipper sovemedicinen igen, at man hurtigt bliver afhængig og så videre, og så videre. Det gør en bange. Rædselslagen. Og selvfølgelig, for hvem har lyst til at være afhængig af medicin for at sove. I dette indlæg vil jeg fortælle min egen historie med sovemedicin, min oplevelse med det, og hvordan jeg kom ud af brugen af sovemedicin. Da jeg for to år siden gik ned med stress første gang, kom jeg på sovemedicin. For mig kom min søvnløshed snigende, som for mange andre. Dengang anede jeg ikke, hvad stress i virkeligheden var, og hvordan det sætter sig på kroppen. Set i bakspejlet var mine søvnproblemer det sidste og mest alvorlige symptom på, at nu var den helt gal.

Min nyeste stressnedtur. Dette indlæg er lidt af en update på det meget IRL plan - eller som andre ville kalde det - In Real Life. Jeg tror godt at andre udefra kan opfatte mig som værende ret ovenpå, easy peasy, mega reflektiv og egentlig med godt styr på alt det her stress-halløj. Mange tak, sociale medier. Jeg vil være ærlig og sige, at det gik da egentlig meget godt, eller i hvert fald bedre. Rejsen var god, med forholdsvist få sammenbrud, win.

X